De fleste kender nok Mikkel Beha Erichsen fra det populære rejse- og underholdningsprogram ”Kurs mod fjerne kyster”, hvor han sejler verdenshavene tynde sammen med sin familie på skibet Havana. Men Mikkel Beha Erichsen har faktisk i mere end 25 år bevæget sig rundt i alle hjørner af dansk TV. Fra starten i 80’erne på Kanal 2 har han bl.a. været producer på prisbelønnede dokumentarprogrammer, TV2-redaktør på de største underholdningsshows og vært på Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark.
Både igennem arbejdet og hans eget liv er han kommet rundt i alle niveauer af dagens Danmark, hvilket har givet ham en unik evne til at komme ind på livet af – og ikke mindst tale godt med – næsten alle mennesker. Det går også igen i hans foredrag, hvor Mikkel med sin levende, inspirerende og ikke mindst charmerende fortællekunst, som vi kender fra “Kurs mod fjerne kyster”, tryllebinder sit publikum. Kombineret med masser af humor fanger Mikkel publikums opmærksomhed samtidig med at tilhøreren får konkrete budskaber og fortællinger, som man ikke kan undgå at tage med hjem!
Mikkel Beha Erichsen er på rejsefronten miljøskadet allerede fra barnsben. Han voksede op på Nordkaperen, hvor han med sin far, Troels Kløvedal, og resten af familien har sejlet verden rundt. Dette lagde grunden til et rejseliv, hvor han senere selv som skipper har sejlet store dele af verden tynd med sin egen familie.
Sammen med sin søn, Emil, har han skrevet bogen ”Hej Far Kære Emil – tanker fra en halv jordomsejling med Havana” og “Alt godt fra Havana – fra Stillehavet og hjem”, der omhandler de mange oplevelser, de har haft på deres rejser og ikke mindst om at gøre drømme til virkelighed. Mikkel Beha Erichsen er en levende fortæller, der giver sit publikum et sus fra den store vide verden eller vores egen TV-verden.
Foredrag med Mikkel Beha Erichsen
Mikkel og den hvide verden
I foredraget tager Mikkel Beha Ericsen os med ud på en rejse op langs Norges kyst, med kurs mod polarisen og øgruppen Svalbard. I mange år har familien drømt om at sætte kursen mod nord. Efter års forberedelse med at klargøre deres nye ekspeditionsskib, Wallenberg, har de nu igen kastet fortøjningerne, og er taget ud på eventyr. De har sat sig for at sejle så langt mod nord de kan. Derop hvor hvalerne i vintermørket kommer ind for at spise sig fede i sild, hvor efterårslavtrykkene viser tænder, og alle i familien bliver sat på prøve, når de skal dykke i iskoldt vand og lære at overleve i Finmarkens ekstreme kuldegrader.
Mikkel vil tage os med på en rejse fra København og ud i vores storslåede nordiske natur, men også derop hvor klimaforandringerne ikke bare er ord i tykke rapporter, men barsk og synlig virkelighed hvor stigende temperaturer får isen til at smelte og vejret bliver mere og mere ekstremt. Et foredrag med Mikkel er både en rejse ind i eventyrets verden, men også en påmindelse til os alle, om at vi skal passe bedre på vores fælles klode.
Mikkel og Den Blå Planet
Gennem snart en menneskealder har Mikkel Beha Erichsen rejst verden rundt. Han har ved selvsyn oplevet, hvor voldsomt vores klode bliver påvirket af os mennesker, og hvor vigtigt det er, at vi passer på vores forunderlige verden. Mikkel har oplevet hvordan klimaforandringerne ikke bare er ord i tykke rapporter, men også en barsk virkelighed overalt på jorden. Skovbrandene hærger i et omfang man ikke tidligere har set, og øget nedbør og mere tørke vil fremover forandre hele kloden for evigt. Sammen med sin familie har Mikkel med egne øje set, hvor voldsomt klimaforandringerne allerede er slået igennem i visse dele af verden, sammenlignet med vores egne nordlige breddegrader.
På familiens rejser rundt om jorden har Mikkel oplevet, hvordan plastik og overfiskeri truer vores natur. Men han har også set eksempler på, at det faktisk virker, når vi mennesker tager en beslutning om at passe lidt bedre på vores klode – hvordan lokale initiativer betyder noget, når f.eks. havet omkring Galapagos bliver fredet eller de lokale skraldemænd i Tanjunpinang i Indonesien begynder at indsamle plastik. Foredraget er et kig på en fremtid, hvor vi kommer til at ændre vores rejse og forbrugsvaner, men også en fremtid hvor vi forbrugere kan være med til at redde vores jord, når vi i højere grad tager ansvar for vores klode. Det er en spændende blanding af Mikkels personlige oplevelser af, hvordan naturen bliver påvirket, men også en masse smukke, men skræmmende billeder og fortællinger fra hans mange rejser.
Mikkel og den store verden
En hver rejse starter med en drøm. På et tidspunkt vågner man af drømmen, og så er det på med arbejdstøjet, inden eventyret kan blive til virkelighed. I foredraget ”Mikkel og den store verden”, fortæller Mikkel Beha Erichsen om familiens rejser og de mange valg og prioriteringer, der ligger forud for hver eneste af dem. Siden Mikkel kunne tage sine første skridt, har mange af hans skridt været på jordens fjerneste egne, og køjesækken er blevet fyldt med erfaringer, betragtninger og historier fra en klode, vi alle skal passe bedre på.
Når Mikkel går på scenen er det ikke bare med postkortsskønne billeder og glade sømands-anekdoter, men også med en personlig og nærværende fortælling om uretfærdighed, gæstfrihed, nysgerrighed og egen tvivl om at være dygtig nok til at slå til som far, Kaptain og fortæller. Den røde tråd i et foredrag med Mikkel – og i hans eget liv – er frihed. Friheden kommer ikke af sig selv, den skal der kæmpes for. Mikkel fortæller om, hvordan han og familien har gjort op med autoriteter, på papiret taget mange ufornuftige beslutninger og er gået i mod strømmen, for at holde fast i friheden. For at citere Mikkel Beha Erichsen selv: ”Friheden har ingen omkostninger, men er for mig at se ren og klog investering i det gode liv.”