Bjørn Lomborg, født 1965, er cand. scient. pol. Han har i en årrække været ansat ved Århus Universitet, og i 1998 slog han for alvor sit navn fast med debatbogen Verdens sande tilstand, som senere blev oversat til alverdens sprog (eng.: The Skeptical Environmentalist). Han har været direktør for det Danske Miljøinstitut og er nu adjungeret professor ved Copenhagen Business School, hvor han er direktør for Copenhagen Consensus Center, som løbende laver vurderinger af “verdens sande tilstand”, og hvor man med størst effekt kan sætte ind over for problemerne.
Foredrag med Bjørn Lomborg
Verdens sande tilstand
Vi kender alle Klagen: Det går dårligt med miljøet her på jorden. Vores ressourcer er ved at løbe ud. Der bliver stadig flere mennesker og stadig mindre mad. Vi forurener vores jord, den frugtbare muld forsvinder, vi asfalterer vores marker, ødelægger naturen, decimerer biosfæren og ender med at dræbe os selv. Vi kender klagen og har hørt den så tit, at endnu en gentagelse er – ja, næsten betryggende. Der er blot ét problem. Den er ikke sand.
Med udgangspunkt i bogen ’Verdens sande tilstand’ beskrives menneskets forbløffende og fantastiske fremgang på alle væsentlige områder. Og de overraskende konklusioner dokumenteres med officielle statistikker og rapporter fra de mest anerkendte, internationale og nationale organisationer.
Foredraget er både et intellektuelt gennemreflekteret argument for en fornyet tro på Jorden og menneskenes fremtid – og et bud på, hvorfor vi hellere fæster lid til løse rygter om Verdens undergang end til videnskabeligt velfunderede udsagn.